Nyhedsbrev nr. 1 (og indkaldelse til ekstraordinær generalforsamling)
Gentofte Motionstennis har nu levet i 15 dage, og vi er meget glade for at byde de første 100+ medlemmer velkommen. Tusind tak til jer alle for jeres interesse og jeres støtte.
Humlebien flyver!
Under ”Nyheder” på vores hjemmeside har vi lige lagt en artikel op om tennis og alder. Indholdet vil være velkendt for de fleste, men arbejdet med at blive godkendt under Folkeoplysningsloven er i fuld gang, og det virker som om, at kommunen skærer alle idrætsgrene over én kam, når talen er om fordeling af ressourcer på aldersgrupper. Kommunen mangler fokus på de særlige fordele, som tennis giver den ældre idrætsudøver.
Bortset herfra er kommunen positivt indstillet over for os og anerkender, at vi meget hurtigt har nået et flot medlemstal, som den ansvarlige person på kommunen udtrykker således: ”Når/hvis I bliver godkendt som folkeoplysende, vil I indgå i fordelingen af faciliteter og haller”.
Kommunen har bekræftet, at GMT indstilles til godkendelse på Folkeoplysningsudvalgets møde den 26. juni 2026, når vi har justeret tre små ting i vore vedtægter:
1) GMT skal være for alle. I kommunens vejledning anføres, at mindst 1/3 af medlemmerne skal have bopæl i Gentofte Kommune, men den regel må tilsyneladende vige for nogle udligningsaftaler, som kommunen har med nabokommunerne. Under alle omstændigheder betyder regelændringen blot, at GMT kan rekruttere medlemmer meget bredere og dermed endnu hurtigere opnå den medlemsmasse, vi gerne vil nå.
2) Juniorer skal have stemmeret i alle anliggender, hvis vi vil give juniorer stemmeret. Vi må gerne helt afskære juniorer fra stemmeret, men bestyrelsen finder, at 15 år er en passende grænse.
3) 10% af medlemmerne skal kunne kræve en ekstraordinær generalforsamling. Sådan er vedtægterne ikke i vore naboklubber, men det er en udmærket forøgelse af medlemsdemokratiet, så der er heller ingen problemer heri.
Da der er tale om vedtægtsændringer, er vi nødt til at afholde en ekstraordinær generalforsamling.
INDKALDELSE
Der afholdes ekstraordinær generalforsamling i Gentofte Motionstennis søndag den 12. april 2026 kl. 12.00.
Generalforsamlingen afvikles virtuelt via Teams.
Hvis du ønsker at deltage, skal du tilmelde dig pr. e-mail til medlem@gmt.dk senest den 8. april 2026. Du vil så få tilsendt et link til generalforsamlingen.
På generalforsamlingen vil følgende dagsorden blive behandlet:
Valg af dirigent
Forslag om at ændre vedtægternes
§4 Medlemskab
fra ”Som medlemmer kan optages alle personer med bopæl i eller stærk tilknytning til Gentofte kommune, der vil støtte foreningens formål og overholde dens vedtægter.”
til ”Som medlemmer kan optages alle personer, der vil støtte foreningens formål og overholde dens vedtægter.”
§7Afstemninger:
fra ” Juniorer, der er fyldt 15 år og ikke er i restance, har stemmeret i spørgsmål, der udelukkende og direkte vedrører juniorer.”
til ” Juniorer, der er fyldt 15 år og ikke er i restance, har stemmeret.”
§8. Ekstraordinær generalforsamling
fra ” Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/4 af medlemmerne kræver det skriftligt. Indkaldelse sker med mindst 2 ugers varsel.
til ”Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst 1/10 af medlemmerne kræver det skriftligt. Indkaldelse sker med mindst 2 ugers varsel.
Evt.
***
Med disse ændringer vil Gentofte Motionstennis blive indstillet til godkendelse på Folkeoplysningsudvalgets næste møde den 26. juni d.å. På det tidspunkt er fordelingen af kommunens faciliteter i 2026 desværre allerede afgjort, og der vil ikke blive ændret heri.
GMT kommer således beklageligvis ikke på ”eget” grus i 2026, men da langt de fleste af os også er medlem af andre tennisklubber, betyder det heldigvis næppe det helt store for at komme til at spille tennis i 2026.
Indendørs baner i sæson 2026/27 fordeles i maj måned d.å. – altså før den kommunale godkendelse af GMT. Derfor får vi heller ikke vores indendørs tider på plads i denne omgang.
Dog skriver kommunens ansvarlige til os: ”Det betyder, at I den kommende vinter vil kunne få adgang til de tider, der er ledige, når sæsonfordelingen har fundet sted.”
”ledige tider” gælder på samtlige kommunale anlæg. Der er tilsyneladende lidt tvivl om, hvor mange kommunale anlæg, der findes. Det har vi bedt kommunen klargøre, og kommunen har lovet hurtigt at undersøge den sag.
Bestyrelsen har endvidere forhandlet om grustid i naboklubber, som vi ved har overskydende banekapacitet.
Vi har allerede en aftale med Birkerød Tennisklub på plads. Birkerød skriver til os
”Vi har fra 26/4 vores baner åbne for fritegning uden medlemskab på www.wannasport.dk
Link: Tennis i Birkerød | Lej baner og book aktiviteter
Banerne kommer til at koste kr. 150,- pr. banetime mellem kl. 7 og kl. 1430 og efter 14.30 koster de kr. 200,-. Underordnet om
man er 2 eller 4 på banen.”
***
Bestyrelsen bruger ventetiden på fast spilletid konstruktivt til
at bygge medlemstallet yderligere op, så vi står så stærkt som muligt, når de kommunale ressourcer i sæson 2027 skal fordeles. DU kan hjælpe processen ved at sprede det glade budskab til dine tenniskammerater,
at fortsætte de igangværende forhandlinger med endnu en naboklub om spilletid for GMT-medlemmer på lempelige vilkår.
***
Næste nyhedsbrev udsendes primo juli 2026. Resultatet af afstemningen lægges på www.gmt.dk umiddelbart efter generalforsamlingen.
26. marts 2026 - Bestyrelsen for Gentofte Motionstennis